I slutningen af vikingetiden bliver danerne kristne. Men det meste af perioden dyrker de stadig aserne - de gamle guder som Odin, Thor og Freja. Ofte ved blodige, hedenske fester:

"Der ofrer de 99 mennesker og lige så mange heste til deres guder. Desuden hunde og haner", skriver den tyske biskop Thietmar af Merseburg om en dansk hedensk fest omkring år 1000.

Som regel sker både ofringer og de mere fredelige hedenske ritualer udendørs: På et særligt helligt sted, kaldet et "Vi".

Og meget tyder på, at netop Vi-by er stedet, hvor arosianerne dyrker de gamle guder:

"Thor, siger de, har herredømmet i luften, styrer torden og lyn, vind og regn, giver klart vejr og høst. Den anden, Wodan (Odin), fører krigerne og giver mændene tapperhed i kampen mod deres fjender. Den tredje, Fricco (Frej), som giver fred og glæde til menneskene. Hans billede fremstiller de med en enorm fallos", skriver den tyske munk, Adam af Bremen, om asedyrkelsen.

Omkring år 965 skriver kong Harald Blåtand den store Jellingesten, at han "gjorde danerne kristne". Men mange vikinger dyrker stadig den gamle tro mange år senere.

Aros har dog allerede en biskop i år 948 ifølge tyske kilder. Det betyder ikke, at alle byens indbyggere tilbeder "Hvidekrist" - vikingernes navn for Kristus - men snarere at tyskerne gerne vil omvende dem.

Der er dog helt sikkert kristne i byen: Både danske købmænd som er blevet omvendt på deres rejser og sikkert også missionærer fra den tyske kirke. I en livlig handelsby kan missionærerne både finde mange mennesker at prædike for og samtidig være beskyttet af kongens krigere, som skal sikre freden på markedspladsen. Måske er det dem, der har fået lov til at opføre byens første kirke - udenfor voldene.