Til Moesgård Museum Til forsiden
 
 
 
 
 
 
 
 

En kunstig sump, som skulle forsvare Aros mod angreb, og en gravplads under p-pladserne foran Århus Teater. Arkæologerne oplevede en ny gylden periode af fund fra vikingernes Aros i årene 1994-97.

 

Midt i 1990´erne gav kloak- og rørarbejde samt omlægninger af torve arkæologerne mulighed for at undersøge store dele af området, hvor vikingebyen lå:

Det drejer sig især om torvene: Lille Torv, Store Torv, Bispetorv, Skt. Clemens Torv og Pustervig. Der var også udgravninger i Skolegyde, Mejlgade, Immervad og Katedralskolen.


Vikingegrave under P-pladser

Udgravningerne på Bispetorv kombineret med tidligere fund samme sted peger på, at der i vikingetiden har ligget en gravplads under torvets p-pladser. Værdigenstande som beslag til drikkehorn, spydsspidser og smykker er sandsynligvis gravgaver fra grave som er ødelagt af senere byggeri. Gravpladsen har strakt sig mindst 70 meter fra Aarhus Teater og ud mod Store Torv.

Under det meste af Store Torv fandt arkæologerne spor af vikingetidens by: Blandt andet flere spor af håndværkere som for eksempel kammagere, og otte grubehuse fra perioden år 900 til år 1000. Området har dog ikke været så tæt bebygget med grubehuse som ved Søndervold, sikkert fordi der i stedet har ligget større beboelseshuse af Hedebytypen.

 

Menneskeskabt sump

Et helt nyt aspekt af Aros´ forsvarsværker fandt forskerne ved Lille Torv. Her har vikingetidens beboere gravet en ca 70 meter bred sump i området foran byens vestlige vold, det vil sige fra Immervad og Lille Torv og hen ad Vestergade mod Vor Frue Kirke.

Det er sandsynligvis Harald Blåtand, som har styrket byens forsvar med en sump. Den har betydet, at Aros nu også havde en slags voldgrav mod vest og dermed var beskyttet af vand til alle sider.

 

  Majestæten på Store Torv, klik for stort billede  
 
Dronningen er meget interesseret i arkæologi, så selvfølgelig besøgte hun også udgravningen af Store Torv i 1994. Her taler hun med udgravningsleder Hans Skov fra Moesgård Museum.
 
 
  Spor efter grubehus, klik for stort billede  
 
Spor efter et grubehus på Store Torv: Det mørke, runde område midt i billedet er selve grubehusets hul i jorden. Huset er delvist ødelagt af en middelalderbrønd, som ses til venstre.