Meget tyder på, at vikingetidens byer hører direkte under kongen. Og kongen ser da også tidligt ud til at være en drivkraft i Aros´ liv:

En stor og rig handelsplads tæt ved havet er selvfølgelig et yderst fristende bytte for vikinger på plyndringstogt.

Derfor må byen være beskyttet af krigsskibe - allerede inden den bliver befæstet med en vold. En krigsflåde er både dyr og kræver megen organisation. En opgave, som ofte kun kongen kan magte.

Det samme gælder, da den første vold omkring byen bliver bygget i første halvdel af 900-årene: Et omfattende voldbyggeri kræver så stor en arbejdsindsats, at det næsten kun kan være kongen, der har magten til at sætte det i værk. Sandsynligvis er det den første konge i vores kongerække, Gorm den Gamle.

Beskyttelse af byen og dens handel har i høj grad været i kongens egen interesse: En stor del af kongens rigdom kommer nemlig fra skat på den handel, som forgår i byerne. Skatten kan nærmest ses som et honorar, som købmændene betaler kongen for at blive beskyttet af kongens krigere. Noget for noget.

Kongens tilknytning til Aros er endnu mere tydelig med Gorms søn, Harald Blåtand. Han står bag den omfattende udbygning og forstærkning af byens forsvar i sidste halvdel af 900-tallet - og sikkert også byens første kirke.

Gorm og Harald bor formentlig på kongsgården i Viby, når de er i Aros. Den har sandsynligvis ligget, hvor Viby Skole ligger i dag. Hver by eller landsdel har en kongsgård: En blanding af rådhus, politistation og skattekontor, der til daglig styres af kongens foged som sørger for orden og for at opkræve afgifter fra købmændene. Afgifterne bliver først og fremmest betalt med varer fremfor penge. De bliver opbevaret i kongsgården, så kongen senere kan hente dem, bruge dem eller sælge dem videre.

Kongens marker ved Aros liggger mellem kongsgården og byen, nemlig på det sted, der stadig i dag hedder Kongsvang.