Til Moesgård Museum Til forsiden
 
 
 
 
 
 
 

Århus første kirke lå udenfor datidens by, hvor Vor Frue Kirke ligger i dag. Den var af træ og er for længst væk, men du kan stadig besøge dens afløser af sten: Danmarks ældste kirkerum.

 

Århus fik sin første kirke i vikingetiden, og den lå med stor sikkerhed, hvor Vor Frue Kirke ligger i dag. Kirken var som alle andre bygninger fra vikingetiden af træ, og den kan meget vel have lignet denne genskabte stavkirke, som står ved Moesgård Museum.

Kirken blev måske allerede bygget i år 948, da byens første biskop omtales i tyske kilder. Kirken lå udenfor voldene, måske fordi flertallet af danerne endnu ikke havde taget kristendommen til sig.

 

Den første stenkirke

Det var på samme sted udenfor voldene, at Århus´ første domkirke, Skt. Nicolai Kirke, blev bygget omkring år 1070. Den skulle erstatte trækirken, som den norske kong Harald Hårderåde havde brændt ned, da han og hans tropper angreb byen nogle år tidligere.

Denne gamle stenkirke findes faktisk stadigvæk, ihvertfald delvist. Dele af væggene i Vor Frue Kirke er simpelthen bygget ovenpå den gamle kirke. Nogle steder i kirkens nordmur kan den oprindelig kirkemur af frådsten stadig ses.

 

Danmarks ældste kirke

Og i 1955 fik arkæologerne sig en stor overraskelse, da de gravede i Vor Frue Kirke: Dele af krypten fra 1000-tallets Skt. Nicolai Kirke dukkede op under gulvet.

Krypten er nu restaureret og åben for offentligheden. Den gamle Skt. Nicolai krypt er dermed Danmarks ældste kirkerum.

 

  Vikingetidskirke, klik for stort billede  
 
Vikingetidskirke af træ ved Moesgård Museum. Kirken er genskabt udfra fund fra en trækirke i Hørning ved Randers.
 
  Vor Frue Kirke, klik for stort billede  
 
Spor af Århus første domkirke: De lyse, grå områder af muren i Vor Frue Kirke er i faktisk muren fra byens første domkirke, Skt. Nicolai.
 
  Danmarks ældste kirkerum, klik for stort billede  
 
Den genopdagede krypt: Krypten, som blev opdaget i 1955 under Vor Frue Kirke, er resterne af den oprindelige domkirke fra omkring år 1070.